Det er ved at være slut med sommeren for i år. Nogen kunne have ønsket sig mere hedebølge, mens andre nok er godt tilfredse med det, vi fik. Tilfreds eller ej; der er kommet en snert af råhed i luften, som vidner om at efteråret er på vej. Det kan stadig være lunt om dagen, men pas på med at undervurdere aftener og nætter, hvor snigkulde og dug står klar til at snige sig ind på dig og resultere i en ægte sommerforkølelse.

 

Skulle du imidlertid være kommet afsted uden jakke og skaden er sket, er der hjælp at hente med denne stærk ingefærdrik (hvor stærk bestemmer du selv), der i løbet af et par dage kan få både hals og næse i topform igen. Til drikken skal du bruge:

 

en lille knold frisk ingefær

saften af ½ citron

1 tsk honning eller sirup

kogende vand

 

Skræl og riv ingefærknolden fint. Vil du have en blid te, putter du ingefæren i en tepose og laver et udtræk. Er du derimod mere til en drik, der river godt i halsen, så hæld ingefæren direkte i koppen sammen med citronsaft og kogende vand. Når ingefæren har trukket sammen med citronsaften og det kogende vand, rører du rundt med en teskefuld honning, eller evt. en lækker vanilje sirup. Du kan evt. pifte ingefærdrikken op med en lille smule lys rom inden du kryber under et varmt tæppe og langsomt lader drikken gøre sin lindrende virkning i halsen.

 

Hvis du ikke skal møde nye mennesker de næste par dage, kan du sammen med drikken sluge fire hele, friske fed hvidløg. River du hvidløget sammen med ingefæren og hælder den i drikken, er det også effektivt, men det gør din drik unødigt stærk og får hvidløgslugten til at hænge i munden på en måde, mange som regel helst vil undgå. Ved at sluge hvidløget helt, kommer det i stedet direkte ind i kroppen og kan virke derfra på hele systemet.

 

Afhængigt af, hvor stærkt hvidløget er, vil det stadig kunne lugtes på dig, selv om det ikke specielt kommer fra munden. Bliver det for slemt, så husk at det lugter, fordi det virker. Alt hvad du skal gøre, er bare at nyde at mærke forkølelsen fortage sig hurtigere end du kan nå at hoste igen.

 

Husk også, at en forkølet krop helst ikke tåler for mange temperaturskift. Hold dig derfor ude af den allervarmeste sol mens du kommer på højkant igen. Varme bade og varme dyner gør derimod ikke noget, så få det bedste ud af det, mens ingefær og hvidløg renser ud i systemet. Kan du tage et par dage ud, er det en god investering, så du igen kan blive klar til din travle hverdag.